Dorgu-pris på himmelflugt: Fem giganter kæmper
Patrick Dorgu har tiltrukket sig markant interesse i denne sæson.
En stigning på lige knapt 25.000 procent.
Sådan lyder prisskiltet på Lecce-danskeren Patrick Dorgu, hvis man sammenligner med beløbet, Lecce sidste sommer betalte for ham i FC Nordsjælland.
De 1,5 millioner kroner, Lecce angiveligt betalte FC Nordsjælland for den danske højrekant, er nemlig ikke det store i forhold til de cirka 373 millioner kroner, klubben i dag vil kræve for sin danske guldfugl.
Selvom det lyder voldsomt, så lader det ifølge Calcionews til, at Lecces sportsdirektør Pantaleo Corvino kan have fat i den lange ende.
Det voldsomme prisskilt har nemlig ikke afholdt store klubber som Napoli, Juventus og AC Milan fra kampen om danskerens underskrift, og de tre italienske storhold for kamp til stregen.
Også de to Premier League-klubber Tottenham og Chelsea er angiveligt interesserede i den alsidige dansker.
Patrick Dorgu blev for alvor kendt i Danmark, efter sin fantomdebut på det danske A-landshold, hvor han scorede med sin første aktion i sin debut mod Schweiz i starten af september.
Også i Italien har danskeren startet flot i denne sæson. Selvom Lecce hænger en smule fast i bunden af Serie A, så er Patrick Dorgu med sine tre scoringer topscorer for klubben, der senere søndag møder Juventus.