Amorim: Derfor starter Zirkzee i stedet for Højlund
Før kampstart mod Everton forklarede Ruben Amorim fravalget af danskeren.
Formstærke Rasmus Højlund måtte starte opgøret mod Everton fra bænken.
I stedet havde portugisiske Ruben Amorim valgt Joshua Zirkzee som angriber til dagens opgør frem for danskeren, som ellers kom på måltavlen to gange mod norske Bodø/Glimt tidligere på ugen.
Manageren forklarede op til kampstart, hvorfor Zirkzee blev valgt i stedet for Højlund.
– Han [red. Zirkzee] er en talentfuld spiller. Han er en Manchester United-spiller, og jeg synes, at han er klar til at spille den position. Vi har brug for Zirkzees styrker i en kamp mod Everton.
– De [red. Everton] har to stærke forsvarsspillere, som er stærke i luften, og jeg vil gerne have en, som er mere teknisk og kan nå bolden i forskellige områder, forklarer manageren over for Sky Sports.
Zirkzee er blot kommet på måltavlen en gang i 18 optrædener, men det bekymrer tilsyneladende ikke Amorim.
– Det er bare en ide, lad os se resultatet, siger han.
Manchester United fører i skrivende stund første halvleg 2-0, hvor Joshua Zirkzee er en af de to målscorere.