
Ramsdale går til tasterne: Du kan ikke være seriøs
Aaron Ramsdale fik fredag aften afløb for sine frustrationer på sociale medier.

Det kører bestemt ikke for Southampton, der stadig har sin første udebanesejr til gode i Premier League.
Fredag aften så det kortvarigt ud til, at denne kunne komme i hus, da Cameron Archer bragte gæsterne på 1-2 mod Brighton.
Men efter et langt VAR-gennemsyn blev målet annulleret for en offside i opspillet, og kampen endte dermed 1-1 til stor frustration for Saints-spillerne. En frustration, som Aaron Ramsdale har luftet på sociale medier.
Den tidligere Arsenal-målmand var ikke selv med i kampen, da han sidder ude med en skade.
Alligevel var han så frustreret, at han efter kampen tyede til tasterne.
– Du kan ikke være seriøs, skrev han således på sin X-profil.
Det uafgjorte resultat kan ende med at få stor betydning for Southampton, der fortsat indfinder sig på sidstepladsen i Premier League.
Du kan se VAR-situationen, der fik Ramsdale til tasterne, øverst i artiklen.