Sverige stemmer ja til VM i Saudi-Arabien
Det svenske fodboldforbunds formand har bekræftet, at man vil stemme ja til VM i Saudi-Arabien.
Den 11. december skal det afgøres.
Her har FIFA nemlig indkaldt til en kongres, hvor værtsnationerne til VM i henholdsvis 2030 og 2034 skal udnævnes.
I 2030 har Spanien, Portugal og Marokko rottet sig sammen om et bud, imens Saudi-Arabien er det eneste land, der har lagt billet ind på VM i 2034.
Det svenske fodboldforbunds formand, Fredrik Reinfeldt, har således afsløret, at man vil stemme ja til begge forslag, da der ikke er andre bud.
– Vi har været klare i vores holdning om, at vi ikke bryder os om, at der kun er én kandidat, og vi har markeret vores indvendinger både over for Saudi-Arabiens VM-delegation og FIFA. Vi mener, at det for fremtidige processer bør sikres, at der er flere kandidater.
Fredrik Reinfeldt forklarer videre, at det svenske fodboldforbund har mødtes med repræsentanter fra Saudi-Arabiens VM-delegation.
– Under mødet præsenterede vi vores forudsætniger for at sætte fodbolden i centrum.
– Vi forventer, at arrangørerne skal leve op til menneskerettigheder, at par af samme køn skal kunne være til stede under slutrunden, at fans skal kunne bevæge sig frit, og at der skal være gode betingelser for fri presse til at dække slutrunden.
– Denne betingede beslutning består i, at FIFA endnu ikke har præsenteret sine evalueringer af buddene, som skal give svar på vigtige aspekter for at sikre, at FIFA lever op til og følger sine egne regler og krav for den værtsnation, der skal arrangere VM, siger Reinfeldt til Fotbollskanalen.
Den tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt, der nu er en del af DBU’s Governance- og Udviklingskomité, mener, at Danmark også bør stemme ja.
Det kan du læse mere om her:
DBU bør stemme ja til saudisk VM, mener Helle Thorning