Amorim efter Højlund-show: Her skal han forbedre sig
Rasmus Højlund blev torsdag aften matchvinder for Manchester United, men han kan stadig forbedre sig, siger hans manager.
Succes… men stadig mulighed for forbedring.
Rasmus Højlund scorede to gange torsdag aften og blev matchvinder for Manchester United, da de besejrede norske Bodø/Glimt med 3-2 i Europa League.
Tiltrængt succes for den danske landsholdsspiller, der ellers ikke har fundet vej til nettet for ofte på det seneste.
Men selvom torsdagens succes var et skridt på vej tilbage i rampelyset og i retning af et endeligt gennembrud i klubben, er der stadig meget den danske landsholdsspiller kan forbedre.
Det slog hans manager Ruben Amorim fast efter opgøret sent torsdag aften.
– Han er nødt til stadig at forbedre sig, for nogle gange tagerhan for mange berøringer, når han har bolden. Men han er meget vigtig, når vi står lavt, hvor han er den spiller, der forbinder os i vores transitioner,” sagde portugisiske Amorim efter opgøret til BBC.
– Han var meget aggressiv i feltet. Han er en kvalitetsspiller, scorer de sværeste mål og gjorde et fantastisk stykke arbejde i dag, roste den nye manager samtidig sin danske angriber.
Amorim fortalte samtidig, at Rasmus Højlund var dødtræt i de afsluttende minutter af kampen mod Bodø/Glimt.
Ruben Amorim har tidligere udtalt, at Marcus Rashford, der startede som angriber i weekendens kamp mod Ipswich, ikke er den fødte 9’er i hans system.
Det tyder på, at Rasmus Højlund sætter sig på den position.