
Bo Henriksen sætter vild rekord i Mainz
Bo Henriksen skrev sig ind i Mainz’ historiebøger søndag aften.

Mirakelmageren Bo Henriksen.
I den forgangne sæson reddede den flamboyante danske cheftræner Mainz 05 fra nedrykning.
Den flyvende form fortsætter i denne sæson – i hvert fald på udebane, hvor Bo Henriksen netop har sat ny klubrekord.
Med søndagens 0-3-sejr mod oprykkerne fra Holstein Kiel kunne Henriksen og kompagni nemlig tegne sig for sin niende udebanekamp uden nederlag.
Det er således ny klubrekord.

I den indeværende Bundesliga-sæson er det sågar kun den tyske fodboldmastodont Bayern München, der har høstet flere point på udebane.
Hjemme i Mainz er Bo Henriksen og kompagni dog knap så gode, da man blot har hentet fem point på Mewa Arena.
Den danske cheftræner indtager i skrivende stund ottendepladsen i Bundesligaen efter de første 11 kampe.