Sønderjyske har rekord i sigte: Vi glæder os som små børn
Klubben fra Haderslev forventer at slå stadionrekord søndag, hvor Brøndby gæster Sydbank Park.
Sønderjyske forventer at slutte året af med manér.
Klubben fra Haderslev forventer, at de til årets sidste hjemmekamp kan slå stadionrekord, når Brøndby gæster Sydbank Park.
Det er en stor milepæl, mener cheftræner, Thomas Nørgaard, der glæder sig til opgøret mod de blå-gule.
– Vi glæder os som små børn, indleder cheftræneren til klubbens hjemmeside.
– Det er en gave, at kunne slutte et fantastisk 2024 af i fællesskab med alle de gode mennesker, der prioriterer at komme og støtte os.
– Man skal sætte kæmpestor pris på at være en del af klubbens historie og milepæle.
Sæsonrekorden på Sydbank Park stammer fra kampen mod F.C. København, hvor der var 7912 tilskuere på plads.
Klubben forventer dog, at der kommer nok mennesker på stadion til at slå stadionrekorden fra 2014.
Dermed skal de altså op over 8359 tilskuere, hvis det skal lykkes.