– Det er dejligt, men vi lader det ikke stige os til hovedet
Arne Slot vil ikke lade titeldrømmene stjæle alt fokus på Merseyside.
Liverpool kan ikke stoppes.
Sådan virker det i hvert fald, når man ser Arne Slots mandskab, der bare vinder og vinder i Premier League.
Og søndag var ingen undtagelse. Selvom Liverpool kæmpede med tingene, og endda var bagud til Southampton, formåede ‘The Reds’ at vinde 2-3.
Det betyder, at de nu er otte point foran Manchester City, der på nuværende tidspunkt er første udfordrer.
Ikke desto mindre, lader Slot ikke succesen stige ham til hovedet. Det forklarede han Sky Sports efter søndagens sejr.
– Sidste sæson var Arsenal foran med otte point på et tidspunkt, og Manchester City kom tilbage og vandt titlen.
– Arsenal, City, Chelsea og andre hold er i stand til at vinde rigtig mange kampe i træk. Det er dejligt at være i denne position, men vi lader det ikke stige os til hovedet, sagde Slot alt sammen ifølge Sky Sports.
I næste spillerunde af Premier League møder Liverpool kriseramte Manchester City, der i skrivende stund har tabt fem kampe i træk.
Dermed kan Arne slots mandskab altså skabe et hul på hele 11 point, såfremt man slår det sårede Manchester-hold på Anfield.
Kampen mellem de to giganter finder sted søndag den 1. december klokken 17:00.