– Aldrig et rødt kort, siger Thomas Frank
Thomas Frank mener ikke, at Christian Nørgaard skulle have haft rødt kort mod Everton.
Uforstående.
Sådan må Thomas Frank føle, efter Christian Nørgaard blev vist ud af opgøret mellem Everton og Brentford.
Det er i hvert fald det, han giver udtryk for i et interview med BBC efter kampen, hvor han siger, at Nørgaard aldrig skulle have været sendt i bad.
– Det er aldrig et rødt kort for mig. Bolden kommer ind over, og Christian kigger kun på bolden og prøver at score. [Jordan] Pickford står ikke stille i situationen, han bevæger sig rundt og misser lige akkurat bolden. Det er meget uheldigt med kontakten på benet, men han trækker sig faktisk væk, siger Thomas Frank.
Nørgaard kom glidende efter bolden, og stemplede Pickford på knæet med strakt ben.
Frank medgiver da også, at det kunne have set slemt ud for Everton-keeperen, selvom hans holdning er soleklar.
– Det kunne potentielt have været en stor skade for ham. Derfor trækker han sig væk. Man kan se på reaktionerne fra spillerne, der er tæt på, at der ikke er nogen reaktioner – og de er rutinerede nok til at brokke sig. Vi havde gjort det samme, hvis vi syntes, der var rødt kort i momentet. Men ingen reaktion.
– Der skal være mere sund fornuft og forståelse for, hvordan spillet spilles. Hvis ikke, så skal jeg begynde at sige til mine spillere, at de ikke skal flyve efter bolden og score på tap-ins, for hvis de er uheldige og rammer målmanden, får de rødt kort.
– Efter kampen sagde flere Everton-spillere, at det aldrig er et rødt kort. Som det ser ud nu, vil vi appellere det. Hvis dette er et rødt kort, så er spillet ændret, og det kan jeg ikke lide, siger den danske Brentford-manager.
Christian Nørgaard sætter vild Brentford-rekordBrentford skal igen i aktion i Premier League lørdag den 30. november, hvor Leicester City kommer på besøg, og det bliver uden Christian Nørgaard som kaptajn – som det ser ud nu.