Lerager: Vi skylder os selv at vinde fodboldkampe
Lukas Lerager har kun en ting i hovedet før Lyngby-kampen.
F.C. København tager igen hul på superligaen søndag aften, når Lyngby Boldklub kommer på besøg i Parken.
Op til kampen har Lukas Lerager understreget, at den dominans, som FCK har vist i nogle kampe, skal resultere i tre point.
Dét fortæller han til klubbens hjemmeside.
– Vi skal vinde. Det giver sig selv. Nu har vi to hjemmekampe, hvor vi starter med Lyngby, og den skal vindes. Vi skylder også lidt over for os selv at vinde de fodboldkampe, hvor vi har domineret, så det ser vi frem til, fortæller midtbaneprofilen.
Derudover hæfter han sig ved, at selvom FCK vandt seneste opgør mod Lyngby, så skal de ikke undervurdere De Kongeblå.
– Det bliver en spændende kamp på søndag, hvor vi skal tage teten fra start af og have en sejr,
– Der kan ske meget på tre måneder, siden vi mødte dem første gang i sæsonen. Men vi spiller hjemme, og vi skal derudaf og lægge et stort tryk på dem.
Løverne vandt 2-0 mod Lyngby, da holdene senest tørnede sammen.
Jacob Neestrups tropper har fået en sejr ud af fem mulige i de seneste fem kampe i superligaen.