FCN-profiler skifter til vinter: Man går og tæller ned
FCN sender to profiler til søsterklub i USA til vinter.
Fredag aften spiller Jeppe Tverskov og Marcus Ingvartsen deres foreløbigt sidste hjemmekamp i Superligaen
FCN-profilerne skal fra det nye år skifte sne og slud ud med sol i Californien hos nystartede San Diego FC.
Selvom skiftet over Atlanten nærmer sig, står både Ingvartsen og Tverskov med en lidt speciel følelse.
– Den spændende slutning, hvor der jo altid er noget på spil, den mangler lidt nu, men det betyder en masse at få sendt holdet godt på juleferie, siger Marcus Ingvartsen til TV3 Sport.
– Man går og tæller ned til det sidste af alt muligt. I dag er det den sidste hjemmekamp og så kommer der en kamp mere i næste uge, men det er jo noget, hvor der har stået et kryds i kalenderen, supplerer Tverskov.
Kun seks spillere i truppen
San Diego FC bliver en del af MLS i 2025, og der er indtil nu kun præsenteret seks spillere.
Derfor følger FCN-profilerne spændt med i, hvem der bliver deres næste holdkammerater.
– Ja, det er specielt, men det er også sjovt. Vi går og følger lidt med på rygtebasis og prøver at få al den information, man selv kan, siger Jeppe Tverskov og uddyber.
– Det er en af de ting, som er specielt ved at skifte til en klub, som ikke er startet, og det er en af de ting, man ikke kommer til at opleve igen i karrieren, slutter FCN-midten.