
DBU bør stemme ja til saudisk VM, mener Helle Thorning
Det er ikke fodboldens ansvar at sige fra overfor Saudi Arabien, mener Helle Thorning-Schmidt.

DBU bør stemme ja til VM i Saudi Arabien i 2034, når der til december er afstemning i FIFA.
Det mener Helle Thorning-Schmidt i et interview med Politiken.
Den tidligere statsminister er medlem af DBU’s Governance- og Udviklingskomité, og hun mener ikke at det er DBU’s ansvar at sige fra overfor manglende menneskerettigheder i Saudi Arabien.
Danske virksomheder handler gerne med Saudi-Arabien, og derfor er det ikke DBU’s ansvar at lægge en anden kurs.
– Fodbold er dybest set en kulturel begivenhed. Hvis man gerne vil have et slagsmål med Saudi-Arabien om menneskerettigheder, hvorfor så ikke have det på vores generelle handelspolitik eller det politisk-diplomatiske samarbejde, udtaler Thorning-Schmidt til Politiken.
Saudi-Arabien er det eneste land, som har lagt billet ind på VM-slutrunden i 2034.
Saudi-Arabiens manglende menneskerettigheder påpeges blandt andet af Amnesty International.