Brøndby strammer sikkerheden inde på stadion
Brøndby vil gøre stadionoplevelsen mere tryg, oplyser klubbens administrerende direktør.
Ekkoet fra oktobers voldsomme Derby-uroligheder ringer fortsat på Vestegnen.
Optøjerne satte tilskueruroligheder øverst på dagsorden, og nu er Brøndby klar til at skrue op for sikkerheden på stadionet.
Klubben har arbejdet på højtryk for at komme vold og utryghed til livs, oplyser klubbens administrerende direktør, Ole Palmå.
– I utvetydige vendinger har vi gentaget igen og igen, at stadionoplevelsen må og skal være tryg, slår Palmå fast, som vil skabe en tryg oplevelse for børn, familier og venner.
– Dem, vi ikke ønsker på Brøndby Stadion, er dem, der laver vold og ballade, og dem der skaber utryghed. De skal ikke ind på stadion, og de er ikke velkomne.
Brøndby har iværksat en arbejdsgruppe bestående af ejerne, ledelsen og Fanafdelingen og Brøndby Support, som skal arbejde sammen om at fjerne utrygheden på stadion.
Derudover er man parat til at søsætte en række konkrete tiltag på Brøndby Stadion. Man vil blandt andet forhindre, at man kan bevæge sig fra den ene ende af stadion til den anden.
Derudover vil sikkerheden ved Sydsidens indgange blive styrket, oplyser direktøren.
Dialog med Justitsministeriet
Brøndby investerer også i ansigtsgenkendelse, hvor en ny generation af videokameraer integreres i det allerede eksisterende system.
Det vil skabe øget identificering af ballademagere og lovovertrædere.
– Så der bliver arbejdet i rigtige mange forskellige spor, og vi håber, at meget kan stå klart, når vi starter forårssæsonen op.
– I sidste uge deltog vi også i et arbejdsmøde i Justitsministeriet, hvor en række konkrete forslag blev præsenteret af Divisionsforeningen og diskuteret i plenum.
– Her havde vi et stort fokus på, hvordan man bedst muligt kan håndtere utryghedsskabende adfærd, f.eks. gennem strammere lovgivning og øget registrering i politiets nationale fodboldregister for effektivt at holde uromagere ude fra danske stadions, udtaler Palmå.
Direktøren glæder sig over myndighedernes imødekommenhed, hvor klubbernes inputs tages seriøst.
– I dag har vi ligeledes mødtes med Kulturministeren, så vi oplever tydeligt, at der fra alle sider er stor interesse i at bidrage til at finde de rette løsninger for klubber og fans, slutter Palmå.
Direktøren har også givet en status på arbejdet med at finde ballademagerne fra Derbyet mod F.C. København. Læs mere her.
Efter Derby-uro: Fem personer identificeret – 14 undersøges