Daniel Wass slår fast: Er ikke færdig
Med kontraktudløb til sommer har Daniel Wass endnu ikke styr på, hvad fremtiden bringer efter sommerferien. Han håber dog, at den fortsætter i Brøndby IF.
Der var stor begejstring på Vestegnen, da Daniel Wass vendte hjem til Brøndby IF tilbage i 2022 efter 11 år i udlandet.
Og begejstringen er gensidig den dag i dag. For med kontraktudløb om seks måneder er veteranens fremtid endnu uvis. Men én ting er sikkert ifølge Wass selv.
– Det her er min klub, og selvfølgelig vil jeg gerne fortsætte her, lyder det fra Daniel Wass.
– Jeg står, som jeg hele tiden har stået. Og jeg tror ikke, jeg har lagt skjult på, at for mig er det vigtigt at sige, at jeg ikke er færdig på nogen måde.
Den 35-årige midtbanespiller nåede aldrig at indlede samtaler vedrørende kontrakten med Carsten V. Jensen. Men siden Scott McLachlan trådte ind som fungerende sportsdirektør, har Wass fået åbnet dialogen med klubben.
– Jeg har haft en enkelt samtale med Scott. Hvad der er blevet sagt og gjort, det holder jeg for mig selv. Men hvornår og hvordan der kommer en afklaring, det kan jeg ikke sige, siger midtbanespilleren.
Daniel Wass har optrådt for Brøndby IF i 69 Superliga-kampe, siden han vendte hjem i august 2022.
Se interviewet øverst i artiklen