VAR fejlede: Nu suspenderes dommere på ubestemt tid
En stor dommerfejl i landskampen mellem Sverige og Aserbajdsjan koster nu dommerkarantæne hjemme i Polen.
Med en svensk sejr på 6-0 over Aserbajdsjan havde den store fejl fra VAR-vognen ikke den store effekt på pointhøsten.
Alligevel får Alexander Isaks underkendte mål nu konsekvenser for de to dommere, der sad i VAR-vognen.
Paweł Malec og Daniel Stefański var henholdsvis VAR og A-VAR. Begge mand er nu suspenderet fra at dømme i den polske liga. Det skriver polske TVP.
Situationen, der nu koster dommerkarantæne på ubestemt tid, udspillede sig kort før pausen. Alexander Isak sparkede Sverige foran 4-0.
Dommerne på banen lod målet stå, men da VAR-vognen skulle vurdere offsiden, gik det galt.
Hoveddommeren fik besked om, at der var offside, og Alexander Isak blev snydt for sin scoring.
Ifølge det polske medie venter der også straffe til VAR-dommerne fra UEFA, der har konstateret, at dommen var en fejl.