NordicBet Ligaen

Hansen er langt fra spilletid i OB – alligevel vil han ikke væk

Martin Hansen melder sig 100 procent fit, men ved godt, at han er langt fra spilletid i OB.

Martin Hansen, OB. Superligakampen mellem FC København og OB i København fredag den 18. august 2023
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Martin Hansen blev hurtigt en de store profiler, da han ankom til OB i 2022.

Siden er det gået drastisk ned ad bakke for den 33-årige målmand med en fortid i både Bundesligaen og Æresdivisionen.

Et langt og broget skadesforløb fik OB til at hente Viljar Myhra i januar, og siden har nordmanden været fast mand i målet.

Martin Hansen er tilbage i fulde omdrejninger igen, men anerkender, at Myhra sidder sikkert på titlen som fynsk førstemålmand.

– Viljar har gjort det super godt, efter at han er kommet til, og han har leveret det, han skal og mere til. Vi er i en god fase i øjeblikket, som man også skal anerkende.

– Jeg har en ambition om stadig at spille, og det er også det, jeg går ind med hver dag. Der er kun én, der kan spille, og som tingene går lige nu, er vejen måske længere, end den har været før, udtaler den detroniserede keeper.

Martin Hansen, OB. Superligakampen mellem FC København og OB i København fredag den 18. august 2023
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Søger ikke et skifte væk

Hansen forlængede sin aftale i OB sidste år, men trods udsigten til en tjans som bænkevarmer, er han ikke på vej væk fra klubben.

– Da jeg forlængede min aftale her for et års tid siden, sagde jeg måske lidt provokerende, at jeg ikke var en af dem, der havde lyst til at stikke halen mellem benene, som jeg havde en følelse af, at der var andre, der ville.

– Der stod jeg til at skulle spille og have en fremtrædende rolle, – måske anførerpotentiale på det tidspunkt – men der er vi ikke lige nu.

Efter en lang karriere i udlandet nyder Martin Hansen at tilbyd ro og orden til sin familie, hvor hans tre børn er glade for at gå i skole i Danmark.

– Men der er stadig en ild i mig, der brænder for at spille. Det er planen at blive i OB, det er det. Jeg kigger ikke efter noget aktivt selv, men man ved aldrig, hvad der kommer af henvendelser. Men jeg er ikke aktiv ude og søge noget.

Så din agent er ikke sendt i byen for at finde en ny klub?

– Nej. Der er ikke planer om, at jeg skal ud og finde spilletid alle mulige andre steder, slår Hansen fast.

Martin Hansen er noteret for 38 kampe for OB. Som ung var han tilknyttet Liverpools akademi. Siden har han spillet i blandt andet FC Nordsjælland, Ingolstadt, Hannover 96 og ADO Den Haag.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P