
Randers-profil opereret – først klar til foråret
Randers FC må undvære en af sine profiler i de næste mange måneder.

Randers FC må undvære Florian Danho i de kommende måneder.
Rasmus Bertelsen bekræfter overfor TV2 Sport, at Danho er blevet opereret i denne uge.
Derfor er den 24-årige angriber færdig for i år, og cheftræneren forventer at have Danho tilbage til opstarten i foråret.
– Det er jo ærgerligt, fordi vi misser muligheden for at kombinere og bruge både Danho og Mohamed Toure i angrebet. Men mon ikke det går, udtaler Bertelsen til TV2 Sport.
Florian Danho kom til Randers FC, hvor det foreløbigt er blevet til ti kampe i 3F Superligaen med to mål og to oplæg til følge.
Franskmanden blev hentet i schweiziske FC Stade-Lausanne-Ouchy i sommer.
Randers skal i aktion søndag eftermiddag klokken 14 mod Vejle Boldklub.
