3F Superligaen

Jesper Sørensen om skadet angriber: Han er frustreret

Brøndbys angriber har på trods af et godt efterår været meget skadesplaget.

Mathias Kvistgaarden fejrer en scoring for Brøndby IF.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Mathias Kvistgaarden kom endnu en gang hjem til Brøndby fra landsholdssamlingen med U21-landsholdet med en skade.

Den her gang har det været læggen, som har drillet Brøndbys topscorer. Til torsdagens træningspas var den 22-årige angriber isoleret fra resten af truppen, hvor han trænede for sig selv.

Dét satte cheftræner Jesper Sørensen ord på.

– Kvistgaarden er selv frustreret over, at det går sådan lidt frem og tilbage hele tiden. Han trænger til et forløb, hvor han kan træne helt igennem og blive stærkere og stærkere. Det er sådan, at det går to skridt frem og to tilbage lige nu, og det har det været, siden han fik den knæskade sidste år, fortæller Sørensen til den fremmødte presse.

Cheftræneren understreger, at han håber at se Mathias Kvistgaarden i fulde omdrejninger snart, da de blågule har to vigtige kampe i superligaen og to kampe i pokalturneringen.

– Han skal gøre alt, hvad han kan her resten af efteråret, og vi har nogle kampe nu her, hvor han kommer til at bidrage rigtigt godt til os, fortæller Kvistgaarden og uddyber:

– Han er en rigtig dygtig spiller, og på trods af skaderne, så har han haft et virkelig godt efterår, som mange nok vil misunde. Det taler også for, hvilken spiller vi har med at gøre.

Jesper Sørensen håber på, at Kvistgaarden bliver klar til søndagens kamp mod Sønderjyske. Ellers har cheftræneren en forventning om, at angriberen bliver klar til næste uges opgør mod AaB.

U21-spilleren har spillet 20 kampe i den her sæson i alle turneringer, og i den forbindelse er han noteret for 13 mål og 5 assists.

Se interviewet med cheftræneren øverst i artiklen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P