Izzo om landsholdsplads: ‘Up for grabs’
Randers FCs målmand Paul Izzo satser på, han en dag ender som førstevalg på det australske landshold.
Paul Izzo drømmer om at tage pladsen i målet hos Australien.
Torsdag til Randers‘ formiddagstræning var han tilbage efter 10 dages rejse og to kampe på bænken.
Noget man dog ikke kunne mærke på den 29 årige australier.
– Man vænner sig til den lange rejse og forbundet tager sig godt af os spillere. Det var selvfølgeligt frustrerende med to uafgjorte kampe, men vi mødte god modstand i Saudi Arabien og Bahrain. Heldigvis er vi stadig på andenpladsen, der giver direkte kvalifikation, siger Paul Izzo om VM-kvalifikationskampene.
Lige nu er Randers FCs førstemålmand reserve på landsholdet, men selv om han rejser halvvejs rundt om Jorden for at sidde på bænken, er det alle anstrengelserne værd.
– Det har altid været en drøm at spille på landsholdet. Siden jeg var en lille dreng og så, at landsholdet kvalificerede sig til sit første VM nogensinde, har det minde siddet fast i mit hoved. Landsholdet betyder meget, og jeg vil tage af sted lige meget hvad, når de kalder på mig, og lige meget hvor langt væk det er, og lige meget om jeg spiller eller ej.
– Jeg er villig til at være der, hjælpe og gøre, hvad jeg kan, for at være en del af landsholdet.
Selvom Paul Izzo stadig har til gode at få sin landsholdsdebut for Australien, er han positiv i forhold til en dag at få chancen.
– Det første skridt er at blive udtaget, og det bliver jeg regelmæssigt nu. Man vil jo gerne spille, og jeg tror, det kommer, hvis jeg bliver ved med at præstere her i klubben. Lige nu er pladsen i spil, så det er op til mig, og det hårde arbejde jeg investerer, forklarer Paul Izzo om kampen som førstemålmand for Australien.
Izzos to konkurrenter i landsholdstruppen Matt Ryan og Joe Gauci sidder lige nu begge på bænken i deres respektive klubber, som er henholdsvis AS Roma og Aston Villa.
Denne artikel er skrevet af erhvervspraktikant Trud Bøndergaard fra Ellevangsskolen.