Herrelandsholdet

DBU vil holde Nations League-finaler på dansk grund

DBU vil gerne være værter for Final Four i 2025.

Foto: Andrej Isakovic/AFP/Ritzau Scanpix

Danmark kvalificerede sig i mandags til knockout-fasen i Nations League, hvor de er blandt de sidste otte landshold.

I den forbindelse har DBU offentliggjort en pressemeddelelse, hvor de skriver, at de gerne vil afholde Final Four-kampene på dansk grund.

Skulle Herrelandsholdet spille sig videre fra kvartfinalen til finalestævnet, har DBU nu officielt ansøgt om at være vært for alle fire kampe i Final Four i juni 2025 med kampe i Parken og på Brøndby Stadion. 

DBU’s direktør vil gerne give danskerne en oplevelse, som de kan opleve på dansk græs.

– Vi oplevede alle sammen folkefesten under EM i 2021, da vi havde slutrundekampe på hjemmebane i Parken. Muligheden for at afholde Final Four i Danmark er en fantastisk chance for igen at samle nationen omkring Herrelandsholdet og skabe en ny stor fodboldsommer i Danmark, siger Erik Brøgger Rasmussen og fortsætter:

– Samtidig er det en unik mulighed for at præsentere fodbold fra allerøverste hylde for det danske fodboldpublikum. 

Værtskabet kan kun blive aktuelt, hvis Danmark kvalificerer sig fra kvartfinalerne, som afvikles over to kampe.

Danmark kommer til at finde ud af, hvem modstanderen bliver på fredag, hvor der er lodtrækning i Schweiz.

UEFA vælger værtslande blandt de nationer, som har ansøgt om at afvikle Final Four, en gang i december. Her afhænger værtskabet af, hvilke lande der kvalificerer sig til finalespillet.

Men hvis ingen af ansøgerne kvalificerer sig, kan UEFA udpege et neutralt værtsland. Det vil i så fald ikke være i Danmark, da DBU har forbeholdt sig, at et dansk værtskab kræver dansk deltagelse. 

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P