Brøndby-komet fik travlt – U21-landstræner er imponeret
Noah Nartey fik travlt, da Stefen Højer ringede.
Det var nogle hektiske døgn for Noah Nartey, da han blev hasteindkaldt til U21-landsholdet i sidste uge.
Det 19-årige Brøndby-talent var taget afsted med Mark Strudals U20-landshold, men et afbud på U21-landshold banede pludselig vejen for Nartey.
Et døgn senere havde han fået debut, og Steffen Højer var imponeret over midtbanespillerens kølighed.
– Han blev kastet ind i det, fordi han var med U20 dagen inden og landede i Tyskland og var på hotel en time, inden vi kørte ud til kampen.
– Alligevel kom han ind og spillede, og gjorde det, som han er så dygtig til. Lod sig ikke stresse overhovedet og er jo bare hamrende dygtig på bolden, udtaler Steffen Højer til Campo.
Noah Nartey var ikke den eneste Brøndby-debutant på U21-landsholdet. Også Clement Bischoff fik sine første minutter på U21-landsholdet
– Clement Bischoff har taget meget fat, ligesom vi har set i Brøndby. Han er god i udfordringer og havde også en aktion mod tyskerne, hvor han dribler forbi en mand på baglinjen, hvor vi bare manglede at sætte en fod på den fantastiske bold, han smed på tværs.
– Det er sådan noget, han kan. Han kan sætte folk en-mod-en. Han har gjort det godt og haft nogle gode træninger.
Både Bischoff og Nartey er rejst til Brøndby igen, som skal i aktion på søndag på udebane mod Sønderjyske.