Medie: Saudi-klubber jagter tidligere Esbjerg-profil
En tidligere målmand i Esbjerg fB kan være på vej til Saudi Arabien til sommer.
Han har både været i Esbjerg fB, Manchester United og Newcastle.
Snart kan slovakiske Martin Dúbravka måske skrive en klub fra Saudi Arabien på CV’et.
Engelske Sunday Mirror skriver, at saudiske klubber står klar til at slå kløerne i den 35-årige målmand, når hans kontrakt i Newcastle udløber til sommer.
Allerede i sommer var der bud efter den slovakiske landsholdsmålmand, men han fortsætter kontrakten ud i Newcastle. Her står han blandt andet bag Nick Pope.
Martin Dúbravka nåede 78 kampe for Esbjerg fB fra 2014 til 2016, heraf 66 i den danske Superliga.
Siden tog Dúbravka til tjekkiske Slovan Liberec og videre til Sparta Prag, hvorefter karrieren for alvor tog fart med skifte til Newcastle og Manchester United.
Dúbravka er fortsat fast man i målet på det slovakiske landshold, hvor han er noteret for 49 kampe.