Legende sviner Weghorst-jubel: Giver mig ondt i maven
Wout Weghorst var ikke en populær herre, da han fejrede sin scoring mod Ungarn.
Et chok gik igennem Johan Cruijff Arena i Amsterdam.
Den ungarske assistent Adam Szalai kollapsede nemlig på sidelinjen, hvorefter opgøret mellem Holland og Ungarn blev afbrudt.
Ungarene valgte at spille kampen færdig, og da den blev genoptaget fik Holland straks tildelt et straffespark efter et VAR-tjek – en absurd situation.
Dog en situation, som den hollandske straffesparksskytte, Wout Weghorst, ikke helt kunne tyde.
Da den tidligere Manchester United-spids scorede jublede han nemlig på lystig vis – totalt situationsforladt.
Det mente i hvert fald den hollandske legende Rafael van der Vaart, som dækkede kampen på hollandsk TV.
– Det er en så svær situation, når man så scorer og jubler på den måde. Det giver mig ondt i maven. Du kan også se de andre spillere kigge. Det kunne have været mere afdæmpet.
– Ungarerne diskuterer og vælger at fortsætte kampen, og det er prisværdigt, men så scorer vi straks på straffe, og han jubler, som om han lige har scoret vindermålet i en VM-finale, lød det fra Rafael van der Vaart ifølge Voetbal International.
Van der Vaarts kollega og tidligere hollandske landsholdsspiller Pierre Van Hooijdonk stemmer i.
– En lidt mere afdæmpet jubel ville have været mere passende. Det her var ikke passende. Vi synes begge, det var forfærdeligt, lød det fra Van Hooijdonk.
Heldigvis havde det ungarske fodoldforbund kort efter godt nyt om Adam Szalais tilstand, hvilket du kan læse mere om her:
Ungarn deler godt nyt om kollapset landsholdslegende