Kosovo fordømmer rumænsk opførsel: UEFA var advaret
Kosovos Fodboldforbund kommenterer nu på fredagens afbrudte kamp i Nations League.
Fredag aften udvandrede spillere fra Kosovo kort før slutfløjt på udebane mod Rumænien.
Lørdag tager Kosovos fodboldforbund (FFK) bladet fra munden og kritiserer både UEFA og den rumænske opførsel.
Det sker i en officiel pressemeddelelse.
Her fordømmer FFK de bemærkninger, som kom fra lægterne hos de rumænske fans. Bemærkninger, der med forbundets egne ord var både “racistiske og anti-Kosovo-tilråb.”
– Tilråb som “Kosovo er Serbien” og “Serbien, Serbien”, piften under Kosovos nationalsang, kast med hårde genstande og andre fornærmende og provokerende handlinger fandt sted gennem hele kampen og skabte en uacceptabel og usikker atmosfære for vores spillere, skriver forbundet i pressemeddelelsen lørdag.
Kosovo var tidligere en serbisk provins, men erklærede sig som en selvstændig stat i 2008 efter flere år med krig og konflikt.
Flere lande, heriblandt Danmark, har anerkendt Kosovos selvstændighed. Serbien og Rumænien har ikke.
UEFA var advaret
Kosovo Fodboldforbund skriver, at de havde advaret UEFA’s organer, om at hændelser, som dem der fandt sted fredag aften, vil kunne ske.
– Første advarsel var flere dage før kampen og igen få minutter inden kampens start. På trods af disse advarsler fortsatte de rumænske fans med deres uansvarlige og diskriminerende adfærd, hvilket tvang Kosovos landshold til at forlade banen på grund af manglende sikkerhed og respekt.
Fodboldforbundet oplyser, at man er begyndt på arbejdet med at indsende en formel klage til UEFA, og FFK forventer, at UEFA fordømmer tilråbene fra de rumænske fans.
– Racisme og diskrimination har ingen plads i sport eller i vores samfund, slutter fodboldforbundet sin pressemeddelelse.
UEFA har endnu ikke forholdt sig til fredagens hændelser.
Rumænske fans med grovheder: Kosovo udvandrede i protest