
Generationsskifte på U21: Absurd mange debutanter
Steffen Højer sendte fredag hele syv nye ansigter på banen for Danmarks ældste ungdomslandshold.

Mon det snart er tid til nye ansigter på A-landsholdet.
I hvert fald er der en række navne, der har meldt sig ind i kampen om at blive de næste til at tage skridtet.
Steffen Højer bragte nemlig hele syv debutanter i spil, da det danske U21-landshold tabte med 3-0 til Tyskland.
Allerede i startopstillingen var der gjort plads til tre debutanter i form af Luca Kjerumgaard, Ahmed Daghim og Thomas Jørgensen.
Men senere hen åbnede landstræneren for alvor op for debutant-posen, da han foretog hele ti udskiftninger i løbet af venskabskampen.
Her fik 20-årige William Lykke, 19-årige Noah Nartey, og de to 18-årige Clement Bischoff og Tobias Slotsager alle sammen debut.
Desuden bragte landstræneren Conrad Harder i spil, der spillede sin bare anden U21-landskamp.
De unge danskere spiller igen på tirsdag mod Spanien i endnu en testkamp, hvor de skal forsøge at rejse sig efter afklapsningen i Tyskland.
