Brian Riemer er ikke imponeret over de spanske spillere
Landstræneren er ikke tilfreds med de spanske spilleres adfærd, når de taber bolden.
– Man skal gøre, alt hvad man kan.
Når man mister bolden, så forsøger man at vinde den tilbage. Det er tanken hos Brian Riemer.
Det lader dog ikke til at være tilfældet hos de spanske spillere. I hvert fald ikke, hvis man spørger den danske landstræner.
Efter kampen mellem Danmark og Spanien er det med et kritisk udtryk, at han fortæller om sin oplevelse af spanierne.
– De har deres måder og deres kultur, og vi har vores, og det er noget, der er udenfor min rækkevidde.
– Min holdning er, at når du mister bolden, så skal du gøre alt, hvad du kan, for at generobre bolden og ikke bruge for meget tid på at ligge og gøre alt muligt andet, siger han.
Spaniernes ageren kan ikke overbevise den danske landstræner, men om det er godt nok til den spanske ditto, det er ikke op til Brian Riemer.
– Jeg vil lade deres træner evaluere på, hvad de gør og ikke gør, og så vil jeg evaluere på mine spillere i stedet, siger han til Campo og de øvrige medier.
Riemer kan håbe, at der er mere spillelyst hos de serbiske spillere, når han og Danmark på mandag møder dem i den afgørende runde af Nations Leagues gruppespil.