
Andreas Christensen meldes færdig i Barcelona
FC Barcelona vil forsøge at skippe danskeren i de kommende transfervinduer, skriver spansk journalist.

Andreas Christensen indgår ikke i fremtidsplanerne i FC Barcelona.
Så kontant er meldingen fra det spanske medie Relevos transferjournalist Matteo Moretto.
Lørdag erfarer Moretto, at den 28-årige dansker står til at forlade den catalanske storklub.
– Jeg hører, at der er en spiller, som stort set ikke indgår i Barcelonas fremtidsplaner: Andreas Christensen.
– Det er endnu uvist, om et muligt farvel vil ske i januar eller juni. Flere Premier League-klubber holder øje med hans situation, skriver Moretto.
Andreas Christensens kontrakt i FC Barcelona udløber i sommeren 2026. Christensen har misset størstedelen af denne sæson med en skade, men nærmer sig comeback.
Han kom til FC Barcelona i 2022 fra engelske Chelsea, og han har siden fået 75 optrædener for FC Barcelona.