
Kig væk, Brøndby! Stjerne skadet i U21-landskamp
Mathias Kvistgaarden er blevet skadet i U21-landskampen mod Tyskland fredag aften.

Puha, Brøndby…
Det, der bare ikke måtte ske, er sket i det danske U21-landsholds venskabskamp mod Tyskland fredag aften.
Her er Brøndby-stjernen Mathias Kvistgaarden blevet skiftet ind ved pausen, men efter blot 17 minutter på banen er Superliga-topscoreren gået ud igen.
Og det ser ud til, at det er på grund af en skade.

Det er endnu ikke til at sige, hvor slemt det står til, men han har i hvert fald ikke kunne spille videre, hvorfor han ikke længere er at finde på banen.
Kvistgaarden gik direkte ned i omklædningsrummet, da han måtte forlade grønsværen.
Mathias Kvistgaarden har førhen været udsat for skader, hvor det har været knæet, der har været problemet.
Han har i denne sæson misset tre kampe på grund af skader, mens han i sidste sæson var ude over i alt syv runder.
Den 22-årige Brøndby-bomber har scoret 10 mål i 15 Superligakampe, hvilket placerer ham øverst på topscorerlisten i den bedste danske række.
Brøndby møder efter landsholdspausen Sønderjyske i Superligaen, og her bliver det spændende at se, om Kvistgaarden kan være med, eller om han må melde afbud med skade.

Venskabskampen mellem Tyskland og Danmark står i skrivende stund 3-0 til hjemmeholdet.