
UEFA: Efterforsker skandale-dommer efter hvidt pulver
UEFA efterforsker nu David Coote efter en video, hvor han angiveligt sniffer et hvidt pulver.

David Coote er i dén grad røget i vælten.
Mandag så en video dagens lys på X, hvor den engelske dommer taler i yderst grimme vendinger om Liverpool og klubbens forhenværende manager Jürgen Klopp.
Siden blev han omgående suspenderet af PGMOL, det engelske dommerorgan, og UEFA fjernede ham fra hans opgaver i de nært forestående Nations League-kampe.
Det stopper dog ikke her.
Senest offentliggjorde The Sun nemlig en video, hvor man angiveligt kan se David Coote sniffe et hvidt pulver under sommerens EM-slutrunde, hvor han også dømte.
Torsdag har UEFA nu bekræftet, at man iværksat en efterforskning omkring videoen med det hvide pulver.
– Der er blevet udpeget en UEFA Etik- og disciplinær-inspektør for at evaluere på en potentiel overtrædelse af UEFA’s disciplinære regulativer begået af dommer David Coote.
– Yderligere information vedrørende sagen vil blive gjort tilgængeligt på et senere tidspunkt, skriver UEFA i en officiel udmelding.
Det oplyses ikke, hvad konsekvensen i givet fald bliver for David Coote.
