Nordli peger på FCK-spiller som superligaens bedste
Simen Nordli er ikke den eneste nordmand, som sprudler i superligaen.
Simen Nordli har været flyvende for Randers i igangværende sæson med ni mål og seks assists i 15 kampe.
Men den ydmyge kantspiller vil ikke pege på sig selv som en af de bedste i superligaen.
I steder peger han på en anden nordmand.
– Jeg kigger ikke på så mange spillere i superligaen, men det er klart, at der er mange gode spillere. Men hvis jeg skal vælge en, så vil jeg sige min fælles nordmand, Mohamed Elyounoussi.
– Han er en rigtig god spiller, og jeg kender ham fra landsholdet og den norske liga. Han kan noget specielt, fortæller han til Campo.
Mohamed Elyounoussi har ligesom Nordli været en målinvolveret herre i superligaen. Her er F.C. København-spilleren noteret for seks mål og fem assists i 15 kampe.
I den forbindelse er det passende at spørge månedens spiller i oktober, Simen Nordli, om det er nordmændene, som lige nu styrer superligaen.
– Ja, det er det måske. Men han er en god spiller, siger Nordli med et glimt i øjet.
Hverken Simen Nordli eller Mohamed Elyounoussi er udtaget Norges landshold til de kommende opgør i Nations League.