
Kobbie Mainoo har Manchester City-legende som forbillede
Den unge Manchester United-spiller afslører i et større portræt, hvilke forbilleder han ser op til.

Det er gået stærkt for unge Kobbie Mainoo.
Den blot 19-årige englænder stormede direkte ind i Manchester Uniteds startellever og fansenes hjerter sidste sæson.
Og nu fortæller han, hvem han ser op til og tager ved lære af på banen.
I et større portræt med GQ Magazine optræder han sammen med landsholdskollegaen, Cole Palmer, hvor han giver udtryk for sine største inspirationer.
– Jeg kan godt lide Yaya Touré og den måde han spillede på, fortæller Mainoo.
Touré repræsenterede den blå del af Manchester gennem otte år, og var anfører i Manchester City, hvor han nåede hele 316 kampe.
Men det unge engelske stjerneskud fortæller også, at han tager ved lære af både Seedorf og Modric.
– Jeg kan godt lide den måde, som Sergio Busquets vender på, tilføjer han.
Mainoo har siddet ude af de seneste fire Premier League-kampe for Manchester United, men forventes at kunne komme i spil til kampen mod Ipswich på den anden side af landskampspausen.
