3F Superligaen

Ikke kun FCM: Viborg FF straffes også

Viborg FF har også modtaget en straf efter søndagens midtjyske derby.

Viborg FF's fans i færd med pyroshow.
Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

FC Midtjylland skal spille med halvdelen af klubbens C.C.-tribune lukket til næste hjemmekamp.

Straffen sker på baggrund af brug af pyroteknik ved søndagens opgør ude mod Viborg FF.

Det grønklædte hjemmehold går dog ikke fri og har også modtaget en straf.

Således oplyser Viborg FF på sin hjemmeside, at man har fået en bøde på 85.000 kroner.

Derudover har Fodboldens Disciplinærinstans besluttet, at der også følger en betinget tilskuerstraf med for anvendelsen af pyroteknik og forsinkelse af kampen.

Hvis den bliver udløst, skal Viborg spille uden tilskuere på Sydtribunen til den efterfølgende hjemmekamp.

Den betingende straf frafalder om 12 måneder, såfremt der ikke sker lignende overtrædelser.

– Vi accepterer kendelsen og tager den til efterretning. Vi har generelt en fantastisk opbakning til vores hjemmekampe, men det er uacceptabelt for os og vi tager skarpt afstand fra hændelserne, når de få ødelægger det for de mange.

– Det kommer til at få konsekvenser for mange mennesker og for hele oplevelsen på Energi Viborg Arena, hvis vi skal lukke vores stemningstribune, og samtidig har det også økonomiske konsekvenser for klubben, siger Viborg FF-direktør Morten Jensen.

Viborg FF vandt kampen mod FCM med 1-0.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P