
The Athletic: Ranieri tæt på comeback i italiensk storklub
Claudio Ranieri meldes i dialog med italienske storklub af engelske The Athletic.

Claudio Ranieri gik på velfortjent fodboldpension tilbage i maj, da han stoppede i Cagliari.
Men nu kan han være på vej ud af pensionisttilværelsen.
Ifølge engelske The Athletic er den 73-årige italienske trænerlegende nemlig i dialog med en storklub om at vende tilbage til fodboldlivet.
Det engelske medie erfarer, at Ranieri er klar til at sætte sig i cheftrænerstolen i AS Roma, som fyrede Ivan Juric i søndags.
Ranieri stod i spidsen for hovedstadsholdet fra 2009 til 2011, og mediet skriver, at der arbejdes på at færdiggøre aftalen med Ranieri, som vil udløbe ved udgangen af denne sæson.

Ranieri satte sig for første gang i et cheftrænersæde i 1986, og har siden stået i spidsen for store klubber som Napoli, Juventus, Valencia og Chelsea.
Han vandt det engelske mesterskab med Leicester i 2016.