Brøndby-komet overrasket over U21 – fik nyheden på sms
Clement Bischoff er med på U21-landsholdet for første gang.
Han har imponeret for Brøndby IF, men i disse dage er det U21-landsholdet, der gælder for Clement Bischoff.
Det 18-årige stortalent har alderen til at spille på yngre landshold, men er for første gang med på U21-landsholdet.
Bischoff havde regnet med udtagelse til U20-landsholdet, men det ændrede en sms fra landstræner Steffen Højer på i sidste uge.
– Dagen inden, at holdet blev udtaget, der skrev Steffen Højer en besked til mig, om at jeg var med. Så ringede han dagen efter, og vi tog en kort snak om det, og hvordan det gik og hvad der skulle ske.
– Det var egentlig sådan, jeg fik overrakt beskeden, udtaler Bischoff til Viaplay, og fortsætter:
– Det var super fedt. Det var en positiv overraskelse. Jeg havde talt med U20-landstræneren ugen inden, hvor jeg egentlig troede, at det var dér, jeg skulle være med. Så det var en super nyhed, at få den besked, og det gjorde mig bare super glad.
Bischoff har fået sit gennembrud for Brøndby i denne sæson, og den unge wingback fortæller, at U21-udtagelsen er kulminationen på hårdt arbejde.
Nu håber han bare at få debut.
– Det er noget, man skal gøre sig fortjent til på træningsbanen. Der har jeg bare tænkt mig at gøre mit bedste, og så må vi se.
– Det er to rigtigt fede kampe mod to rigtigt gode modstandere, så at blive matchet på det niveau, kunne selvfølgelig være rigtigt fedt, slutter Bischoff.
Bischoff og U21-landsholdet møder Tyskland og Spanien i to testkampe.
Clement Bischoff spiller wingback i Brøndby, men U21-landstræner Steffen Højer har en anden rolle til ham på landsholdet.
Højer vild med Bischoff: Han har fortjent udtagelse