Tidligere topdommer: Kan ikke sætte dig selv i den situation
Mike Dean taler ud om den video, der florerer af sin tidligere kollega David Coote.
David Coote trækker overskrifter til højre og venstre.
En video har nemlig floreret på det sociale medie X, hvori Premier League-dommeren sviner Jürgen Klopp og Liverpool til.
Som konsekvens af det har PGMOL, det engelske dommerorgan, valgt at suspendere Coote, og nu har den tidligere topdommer Mike Dean givet sit besyv med på sagen.
– Som dommer kan du ikke sætte dig selv i den situation. Du kan tale, når du ikke er på kamera, du kan tale med dine venner og kolleger, men du kan ikke lade nogen filme sådan noget og så bare håbe på, at det ikke kommer ud.
– David er en af de mere stille dommere i gruppen fra dengang jeg selv dømte. Han er helt sikker knust, jeg tror at de fleste dommere vil være knuste over, at nogen faktisk har lagt den video ud.
– Jeg ved ikke, om hans karriere er ødelagt, da det aldrig rigtig er sket før. Jeg ved ikke helt, hvilken retning PGMOL vælger at gå. De skal selvfølgelig have ordentligt styr på undersøgelsen af videoen legitimitet og høre hvad David har at sige, fortæller Mike Dean til Sky Sports.
Ifølge det engelske medie Mirror har David Coote anerkendt, at videoen skulle være ægte, men angiveligt har han ingen anelse om, hvad samtalen egentlig gik ud på.