NordicBet Ligaen

Klublegende stopper efter 12 år i Hobro

Efter ikke mindre end 12 år i Østerskoven i Hobro er Jesper Bøge til nytår fortid i den nordjyske klub.

Foto: Dannie Rosenkrantz

En æra er slut i Hobro til nytår.

Her stopper klublegende Jesper Bøge efter 12 år i klubben, og dermed sættes der også et markant punktum i den nordjyske klub.

Jesper Bøge er nemlig den sidste aktive spiller i Hobro, der var med til at rykke op i Superligaen i 2012-14-sæsonen.

– Det har været vigtigt for mig, at jeg selv kunne beslutte, hvornår mit stop i Hobro IK skulle være. Og selvom det har været et svært og hårdt valg for mig at tage, kan jeg mærke, at beslutningen er den rigtige.

– Jeg er inden for det seneste år blevet far, og vi er som familie flyttet hjem til Fyn, hvilket har gjort transporten til Hobro lang. Dertil nærmer jeg mig afslutningen af min uddannelse til ingeniør på Aarhus Universitet, hvorfor timingen nu var den rigtige til at sige stop i Hobro IK, lyder det fra 34-årige Jesper Bøge.

Jesper Bøge kom til Hobro fra FC Fyn i januar 2013, og siden er det blevet til 305 kampe i den blå-gule trikot – herunder 146 i Superligaen.

Med de resterende tre kampe i denne sæson kan kamptotalen altså potentielt nå op på 308, men det er ikke de mange kampe, der fylder for Jesper Bøge i dag.

– Jeg har haft mange fantastiske og vilde oplevelser med den her klub, men det, jeg for alvor tager med videre, er alle de venskaber, jeg har fået i min tid i klubben. Det har været en ære for mig at repræsentere Hobro IK, og det bliver et savn og en kæmpe omvæltning ikke længere at skulle møde ind på DS Arena og være sammen med de mange fantastiske personer, der er i klubben.

– Jeg vil altid huske tilbage på min tid i Hobro IK med glæde og kærlighed – en klub, der har været med til at gøre mig til den person, jeg er i dag, og som har givet mig venskaber for livet. Fra hjertet skal der lyde et kæmpestort og ydmygt tak til alle dem, jeg har krydset på min vej i min tid i Hobro IK, lyder det fra Bøge.

Jesper Bøge har to gange været med til at rykke op i Superligaen med Hobro, ligesom han to gange har været med til at rykke ned fra Superligaen.

I denne sæson har anfører Jesper Bøge spillet de første fem kampe i NordicBet Ligaen, men i de seneste 10 kampe er det ikke blevet til spilletid.

Hvad fremtiden bringer for Jesper Bøge, melder historien endnu intet om.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P