Israel vil sende redningsfly til Holland efter uroligheder
Voldsomme uroligheder udspillede sig i Amsterdam efter Ajax’ kamp mod Maccabi Tel Aviv fra Israel.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, vil sende to passagerfly til Amsterdam, for at få israelere hjem i sikkerhed.
Det skriver nyhedsbureaet Reuters fredag morgen.
Natten igennem har der været voldsomme uroligheder i Amsterdam i kølvandet på Maccabi Tel Avivs kamp mod Ajax i Europa League torsdag aften.
Her blev israelere overfaldet efter opgøret, og en talsperson fra det hollandske politi bekræfter, at 57 personer er blevet anholdt.
De voldsomme uroligheder fandt sted på Dam-pladsen i den centrale Amsterdam, hvor ti personer er meldt tilskadekommen ifølge israelske medier.
Det har fået Netanyahu til at sende redningsfly afsted til Amsterdam, og premierministeren vil have de hollandske myndigheder på banen.
– Premierministeren ser meget alvorligt på den her forfærdelige hændelse, og han forlanger, at den hollandske regering og sikkerhedsstyrker hurtigt og effektivt tager hånd om overfaldsmændene og sikrer vores statsborgeres sikkerhed, lyder det ifølge den israelske avis Haaretz
Den israelske sikkerhedsminister, Itamar Ben-Gvir, fordømmer nattens hændelser på det sociale medie X.
– Fans, der gik ind for at se en fodboldkamp, stødte på antisemitisme og blev angrebet med ufattelig grusomhed bare på grund af deres jødiskhed og israelskhed. Jeg fordømmer ethvert forsøg på at gøre offeret skyldigt.
Ajax vandt opgøret 5-0.