Dommer frustrerer Vejle-boss: Må ikke snakke med dem
Mihai Teja var ikke just begejstret for dommer Michael Tykgaard fredag aften.
Michael Tykgaard har nok ikke nogen stor stjerne i Mihai Tejas bog.
I hvert fald var den rumænske Vejle-boss ikke tilfreds med dommeren under bundbraget mellem vejlenserne og Sønderjyske.
Det gjorde han meget klart, da han blev spurgt ind til, om han var utilfreds med Tykgaard.
– Ja. Normalt vil jeg ikke tale om dommeren, jeg vil tale om mit hold, men jeg så nogle frispark, som skulle have været dømt.
– Og jeg spurgte hvorfor ikke dømme dem, når det er åbenlyse forseelser? Men dommeren besluttede noget andet, og vi må ikke snakke til dommeren – der er ingen dialog, fortæller Mihai Teja til Viaplay efter kampen.
– Men okay, vi var ikke os selv i aften. Vi spillede ikke vores bedste fodbold. Jeg synes dog, at det er meget vigtigt ikke at give op og blive ved med at tro på det.
Derefter blev Teja spurgt, om spillerne måske var bange for at tabe kampen, hvortil svaret lød.
– Ikke bange for at tabe, men bange for at vinde, fordi når man er foran 1-0, så starter man rigtig godt, og jeg tror nogle gange, at vi har en frygt for at vinde kampe, sagde Vejle-træneren til Viaplay.
Du kan se alle mål og highlights fra kampen lige her:
Dødt løb i Nørreskoven: Bundbrag uden vinder