
Tre nederlag på stribe: En udfordring, jeg godt kan lide
Pep Guardiola er på ingen måde opgivende efter tre nederlag i streg.

Tre på stribe.
Det er realiteten i Manchester City, efter det blev til endnu et nederlag tirsdag aften.
Her viste portugisiske Sporting sig stærkest i felterne, hvilket resulterede i en imponerende 4-1-sejr.
Stimen af nederlag er dog ikke noget, der skræmmer Pep Guardiola.
I stedet virker City-manageren nærmest til at glæde sig over, at han langt om længe har fået noget, der skal fikses:
– Det er en svær periode i forhold til resultaterne, men jeg vil gerne være her. Jeg vil kæmpe og ikke give op. Som manager kan jeg godt lide den udfordring, der nu er foran mig.
– Det er fodbold. Måske er det, vi har oplevet i fortiden, en undtagelse. Nogle gange kan man tabe. Vi var i den rette position, men de straffede os, siger Pep Guardiola blandt andet til TNT Sports efter slutfløjt.
Manchester City har hentet syv point i sine fire første kampe i Champions League.
Det rækker til en midlertidig sjetteplads i det nye format.
Pep Guardiola og resten af den lyseblå storklub har muligheden for at få vendt skuden næste gang lørdag ude mod Brighton.