Medie: United-nyindkøb på vej væk efter fire måneder
Joshua Zirkzee risikerer at være fortid i Manchester United nærmest før han overhovedet er landet.
Som fodboldspiller skal man være klar på en omskiftelig tilværelse.
Og for Joshua Zirkzee må man håbe, at det ikke er ny information for ham.
I hvert fald skriver The Sun, at den hollandske angriber meget vel kan være fortid i Manchester United inden længe.
Mediet skriver, baseret på beretninger fra italienske Calciomercato, at den nye Manchester United-manager Ruben Amorim ikke har den store fidus til Zirkzee.
I stedet vil han hellere tilføje spillere til angrebet, som han selv ønsker.
Derfor bliver en lejeaftale allerede til januar meldt i spil, hvor en retur til italiensk fodbold virker som det mest oplagte. Både AC Milan og Juventus nævnes som bejlere.
Beretningerne kommer kort tid efter The Suns historie om, at Joshua Zirkzee heller ikke var ønsket i Manchester United af nu forhenværende manager Erik ten Hag.
Samtidig forlød det, at den 23-årige hollænder vejede mere end seks kilo for meget ved sin ankomst til den engelske storklub.
Zirkzee blev hentet til Manchester United så sent som i juli fra italienske Bologna for en pris på mere end 300 millioner kroner.
Siden er det blevet til et enkelt mål i 15 kampe.