
U21-landstræner: Brøndby-bomber er tilbage i topform
Der er stor glæde hos Danmarks U21-landstræner over Brøndbys Mathias Kvistgaarden.

Han er egentlig ikke meget for det, men gør det alligevel.
Landstræner for Danmarks U21-landshold, Steffen Højer, roser Brøndby IF’s varme angriber Mathias Kvistgaarden.
I weekenden scorede den 22-årige angriber hattrick mod FC Midtjylland.
– Kvistgaarden skal man jeg altid passe på med ikke at rose for meget, for så skal jeg høre på ham i hele næste uge, griner Steffen Højer, da Campo fanger landstræneren i kølvandet på onsdagens landsholdsudtagelse.
Her er Mathias Kvistgaarden at finde i U21-truppen, og landstræneren fortæller, at angriberen er tilbage i topform efter et dumt forløb med skader og skavanker.

– Skaderne har betydet, at han har været på bænken i nogle kampe. Jeg sad på stadionet i Herning forleden, og så en Kvistgaarden, som lignende en spiller i absolut topform. Han var virkelig god.
– Han ligner en, der igen har ramt det topniveau, som vi alle sammen ved, at han har, og han har været ekstremt vigtig spiller for U21-landsholdet med hans mange afgørende aktioner og mange mål, roser Steffen Højer den farlige angriber.
Kvistgaarden er med på U21-landsholdet, men det er Newcastle-danskeren William Osula ikke. Læs Højers forklaring her.
