Derfor er PL-dansker ikke med på U21-landsholdet
Newcastles unge danske angriber William Osula er ikke med på Steffens Højer U21-landshold.
William Osula plejer at være med, når Steffen Højer udtager sit U21-landshold.
Men da der onsdag blev sat navn på truppen til de to testkampe i november var den danske Newcastle-angriber ikke at finde.
Osula har blot fået ni minutter på banen for den nordengelske storklub i Premier League, og derfor var Højer nødt til at se bort fra angriberen.
– Der er ikke noget galt med Will i forhold til hans potentiale. For det er vanvittigt stort, slår Højer til Campo, inden han uddyber:
– Will har ikke spillet specielt meget i Newcastle, hvor han har fået lidt for få minutter på banen. Jeg har snakket med ham om, at nu skal han bruge denne termin på at træne rigtig godt hjemme i klubben og træne sig tættere på minutter, fordi så er han helt sikkert aktuelt igen.
Steffen Højer ser et stort potentiale i den 21-årige angriber, som i sommer skiftede fra Sheffield United til Newcastle.
– Det er klart, at det tager lidt tid at lande i det, og spille sig ind på det nye hold. Det siger næsten sig selv, at man ikke bare lige sådan træder ind på den store scene, så han er i gang med at arbejde hårdt for.
Angriberen jagter stadig sit første mål for Newcastle, og han var da heller ikke skuffet, da han fik beskeden om den manglende udtagelse fra Højer.
– Nej, han kender situationen. Det handler jo dybest set om, at man præsterer i klubben, hvor hans dagligdag er. Og han vil også gerne selv ramme en dagligdag, hvor han får endnu flere minutter på banen, lyder det fra Steffen Højer.
Osula har spillet ti kampe og scoret tre mål for Danmarks U21-landshold.
Danmark møder Tyskland og Spanien i to testkampe i november. Se den fulde U21-landsholdstrup her.