Ærlig Bernardo Silva: Vi er et mørkt sted lige nu
Manchester City er inde i en svær periode. Senest blev det tirsdag til et nederlag ude mod Sporting.
Man er så vant til at se Manchester City vinde fodboldkampe.
Det uanset turnering og lokation.
Derfor skal der heller ikke meget til, før man begynder at tale om krise i den engelske storklub.
Hvorvidt om der er tale om en decideret krise nu, må være op til den enkelte at vurdere.
Fakta er dog, at Manchester City tabte sin tredje kamp i streg, da den lyseblå gigant tirsdag aften blev slået af Sporting, der vandt med 4-1 på hjemmebane i Lissabon.
City-profilen Bernardo Silva lægger da heller ikke skjul på, at stimen af nederlag vidner om en storklub, der lige nu har det svært.
– Det er skuffende, for vi er lidt et mørkt sted lige nu.
– Alt ser ud til at gå i den gale retning. Selv når vi spiller godt, så scorer vi ikke på vores chancer, og vi lukker mål ind for let.
– Vi skal helt sikkert kigge indad og undersøge, hvad det er, vi ikke gør godt nok, og så bliver vi nødt til at blive bedre meget hurtigt – ellers bliver det svært at komme tilbage fra nederlagene, siger Silva til TNT Sports ifølge The Independent.
Tirsdagens nederlag skyldes særligt en velspillende Viktor Gyökeres, der diskede op med et hattrick.
Foruden Sporting er Manchester City i de to kampe forinden blevet besejret af Tottenham og og Bournemouth. Alle tre kampe har været på udebane.
Den lyseblå gigant har chancen for at finde tilbage på sporet næste gang lørdag, hvor man gæster Brighton.
Ender det med endnu et nederlag her skal man vente to uger, før man får muligheden for at vinde igen, da der er dømt landsholdsfodbold for sidste gang i år.
Du kan se højdepunkter fra tirsdagens kamp i videoen øverst i artiklen