Champions League

Tysk fodboldkender: Alonso tænker ikke på Liverpool-fortid

Xabi Alonso glemmer alt om Liverpool, når kampen går i gang.

Xabi Alonso dagen før Liverpool-opgør
Foto: Paul Ellis/AFP/Ritzau Scanpix
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

I aften går det løs mellem Liverpool FC og Bayer Leverkusen i Champions League.

Begge hold er ubesejret i det fornemmeste selskab i europæisk fodbold, og dermed bliver både Arne Slots og Xabi Alonsos mandskab sat på prøve i aften.

Dét opgør har Campo snakket med fodboldforfatter og tysk fodboldekspert, Nicolai Lisberg, der følger særligt tysk fodbold på nært hold.

– Det bliver specielt for Xabi Alonso. Men når kampen først går i gang, så tænker han ikke på forholdet til Liverpool. Han fokuserer bare på, at Leverkusen leverer.

– Det er kun noget, der motiverer ham endnu mere. Vi har manglet at se ham på den store scene. Derfor bliver det en test i, om han er klar til at være den næste store cheftræner i Europa, fortæller Lisberg.

Xabi Alonso var i sommer rygtet til den engelske storklub, da Jürgen Klopp valgte at stoppe som manager for Liverpool. I stedet valgte spanieren at forlænge med de forsvarende tyske mestre, og derefter gaflede Liverpool Arne Slot fra Feyenoord.

– Det bliver en stor udfordring for Alonso og Leverkusen, fordi Liverpool har fået en fantastisk sæsonstart. Liverpool bliver ved med at vinde, og man har indtil nu lavet en succesfuld overgang fra Jürgen Klopp til Arne Slot. Men jeg vil sige, at hvis der er et hold og træner, som er godt rustet til den slags opgave, så er det Leverkusen og Xabi Alonso.

I samme ombæring peger Nicolai Lisberg på to Leverkusen-spillere, som niveaumæssigt kan indgå i Liverpools startellever.

– Jeg synes, at Granit Xhaka er en spiller, som kunne spille på Liverpools midtbane. Når han er god, så er han virkelig god. Og så er der Florian Wirtz, som er det helt store og kreative omdrejningspunkt. Han er en fantastisk spiller, og den rolle har man ikke på samme måde i Liverpool.

Selvom Liverpool kun har tabt én kamp i igangværende sæson, så tror den tyske fodboldkender på, at Leverkusen kan få point med hjem til Tyskland.

– Det er et lige opgør. Og selvom jeg kun kan finde to spillere fra Leverkusen, som kan spille sig ind i Liverpools startellever, så er de virkelige gode kollektivt.

– Liverpool har nogle kampe, hvor de ikke præsterer godt i samtlige 90 minutter, så det bliver et meget tæt opgør. Jeg tror på, at Leverkusen får point med hjem, og derfor ender den 1-1.

Det er første gang siden 2005, at de to hold møder hinanden i den bedste turnering i Europa. Det var i kvartfinalerne, hvor Liverpool over to kampe vandt samlet 6-2.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P