Trods skader: Riemer satser på to tvivlsomme spillere
Der er to nøgleprofiler på Herrelandsholdet, som kæmper mod tiden.
Det danske herrelandshold møder i næste uge Spanien og Serbien i Nations League.
I den forbindelse udtog Brian Riemer sin første landsholdstrup tirsdag aften, hvor to tvivlsomme navne indgik som del af udtagelsen.
Landstræneren har udtaget både Christian Eriksen og Alexander Bah, som i øjeblikket døjer med skader. Dét blev han forholdt til på pressemødet.
– Vi har alle sammen fulgt med. Det vil sige, at Christian Eriksen ikke har spillet de sidste par kampe. Og Bah blev skiftet ud i sidste kamp. Dét betyder selvfølgelig, at vi er i en fase, hvor vi tjekker op på, hvordan de har det, fortæller Riemer.
– Jeg har været i tæt dialog med dem begge, og grunden til, at de står på skærmen, er selvfølgelig, fordi vi har en forventning om, at de begge to vil blive klar til kampen.
Landstræneren er dog overbevist om, at han på et tidspunkt under kommende landssamling kommer til at justere i truppen. Dét begrunder han til pressemødet.
– Det er altid et godt spørgsmål. Jeg tror, at hvis vi kigger på statistikkerne, så skal jeg nok justere truppen. Det er jeg ret sikker på, at det er oftest tilfældet. Men det håber jeg ikke, uddyber landstræneren.
Benficas Alexander Bah blev i weekenden skiftet ud efter 1. halvleg. Derudover har Christian Eriksen ikke været en del af Manchester United-truppen i de seneste kampe på grund af skade.
Her er den: Brian Riemer udtager første landsholdstrup