Randers stikker til Solbakken: Har du ikke glemt en spiller?
I Randers føler man sig nødsaget til at tjekke, om Ståle Solbakken har glemt at udtage en af klubbens spillere.
Ståle Solbakken udtog for kort tid siden det norske landshold til de kommende Nations League-kampe.
Her blev blandt andre Uwe Röslers søn, Colin Rösler, udtaget for første gang.
Også OB-keeper Viljar Myhra er med, ligesom den tidligere Randers FC-spiller Lasse Berg Johnsen har fået en plads i truppen for første gang.
Der er dog en nuværende Randers FC-nordmand, som ikke er med.
Og stod det til kronjyderne, så må der være tale om en fejl.
I hvert fald har Randes FC været ved tasterne på X for at dele følgende:
– Kære Ståle Solbakken og det norske fodboldforbund.
– Har du ikke glemt ham her i din landsholdsudtagelse? Er det en fejl?
Teksten er efterfulgt af en blinke-emoji og et billede af Simen Bolkan Nordli, hvor man kan se hans tal fra denne sæson.
De lyder på ni mål og seks assists – og fem mål i de seneste tre kampe.
Derudover er Randers-angriberen også topscorer i 3F Superligaen, månedens spiller i 3F Superligaen og manden bag månedens mål i 3F Superligaen.
Alligevel har han ikke fået en plads på Solbakkens norske landshold.
Når ret skal være ret, så konkurrerer Simen Nordli da også med spillere som Erling Haaland og Alexander Sørloth om en plads i angrebet.
Norge gæster Slovenien den 14. november, inden man tager imod Kasakhstan hjemme tre dage senere.