Medie: Bayern München vil hente egyptisk vidunder
Bayern München er nok engang ude efter en af Bundesligaens varmeste navne.
Ti mål og seks oplæg i ni kampe.
Eintracht Frankfurts Omar Marmoush er brandvarm og velsagtens Bundesligaens varmeste navn.
Ikke overraskende er Tysklands mest succesfulde klub, Bayern München, nu ude med snøren efter egypteren, og de skulle angiveligt overveje at hente ham til sommer.
Det skriver Sky Sports-journalisten Florian Plettenburg.
Det skulle specielt være 3-3-kampen mellem Eintracht Frankfurt og Bayern München i starten af oktober, der har gjort udslaget for den sydtyske storklub.
Frankfurt har i følge Plettenburg sat et prisskilt på egypteren, der lyder på mellem 50 og 60 millioner euro. Liverpool skulle ligeledes vise en stærk interesse i ham.
Omar Marmoush blev som ungdomsspiller hentet til Wolfsburg fra hjemlandet Egypten, men han formåede aldrig for alvor at slå igennem i klubben. I 2023 skiftede han så til Frankfurt, hvor han i sidste sæson scorede 12 mål og lavede seks oplæg, og i denne sæson har han altså for alvor slået igennem.