Ekspert: Sådan lukker man munden på kritikerne
Rasmus Würtz mener, at Jesper Sørensen fik skudt kritik og rygter til hjørne med Brøndby IF’s præstation i Herning søndag.
Sportsdirektøren forsvandt og resultaterne var i bedste fald svingende.
Læg dertil et rødt kort i Aarhus efter slutfløjt, og så var der pludseligt skabt en cocktail, som rundt omkring kunne give anledning til spekulation om Jesper Sørensens fremtid som cheftræner i Brøndby.
De spekulationer er nu gjort til skamme – i hvert fald for en stund. Det mener Campos ekspert, Rasmus Würtz.
1-5-sejren over FC Midtjylland søndag vidner nemlig om et hold, hvor tilliden er intakt.
Man serverer nemlig ikke 3F Superligaens tophold sit største nederlag på hjemmebane nogensinde, hvis ikke køkkenet spiller maks:
– Det virkede som et Brøndby-hold, hvor spillerne ikke var i tvivl om, hvad de skulle, og hvilke rum, der var åbne, i forhold til at kunne gøre ondt på FC Midtjylland.
Fik Jesper Sørensen lukket munden på nogle kritikere?
– Det synes jeg da. Ellers laver man ikke sådan en præstation mod FCM, hvor man får dem til at indkassere det største nederlag nogensinde – og det var ikke et mål for lidt.
– Set over hele kampen, så er den her sejr fuldt fortjent, og det er fuldt fortjent, at de vinder 1-5. Det kan du ikke, hvis du har et hold, hvor spillerne er begyndt at tvivle på dig, eller hvor spillerne er i tvivl om, hvad de skal.
– Og jeg er jo en af dem, som også har sagt tidligere, at jeg synes, der foregår nogle ting i kulissen – som måske ikke er så meget møntet på Jesper Sørensen – men så fik han det røde kort, hvor det godt kunne virke som om, at der har været noget frustration internt. Også mere end normalt måske.
– Men måden at lukke det på, det er jo at lave sådan en præstation. Der er ikke så meget at snakke om der, siger Rasmus Würtz.
Med sejren har Brøndby slået FC Midtjylland tre gange på 28 dage.
Samtidig fik man undgået en situation, hvor FCM med en sejr ville have haft 11 point ned til Brøndby. I stedet er forspringet nu svundet ind til mere beskedne fem point.
Brøndby skal i aktion næste gang søndag på hjemmebane mod FC Nordsjælland.
Du kan se højdepunkter fra Brøndbys sejr over FCM i videoen øverst i artiklen
Ekspert: Derfor er Mathias Kvistgaarden topscorer