Dolberg følger ikke i Fredbergs og Riemers fodspor
Kasper Dolberg er ikke på vej væk fra Anderlecht.
Jesper Fredberg og Brian Riemer er fortid i Anderlecht.
Trods afgangen af den forhenværende sportsdirektør og cheftræner er der stadig masser af dansk islæt i den belgiske storklub.
En af dem er Kasper Dolberg, som søndag aften brillerede med to mål i 4-0-sejren over Kortrijk.
Efter opgøret blev Dolberg spurgt, om han ville forlade klubben, nu hvor den danske forbindelse med Riemer og Fredberg er væk.
– Om jeg vil forlade nu, hvor den danske forbindelse med Fredberg og Riemer er helt væk? Sådan fungerer det ikke i fodbold, udtaler danskeren ifølge Het Nieuwsblad.
Kasper Dolberg blev hentet til Anderlecht i sommeren 2023, og landsholdsangriberen fortæller om et varmt forhold til Jesper Fredberg
– Han er trods alt den person, der bragte mig hertil. Jeg har stadig stor respekt for ham. Jeg har derfor også takket ham for den tid, vi havde sammen her.
– Selvfølgelig ligger det stadig lidt i baghovedet, at der sker en masse ændringer i bestyrelseslokalet. Det er naturligt. Man prøver at forstå det. Men som spiller fokuserer jeg mest på, hvad der sker på banen, slutter Dolberg.
Dolbergs kontrakt udløber i sommeren 2027.