Brøndby-boss ærgrer sig over tilskuerstraf til 60-årskamp
Jesper Sørensen ærgrer sig over tilskuerstraf til Brøndbys 60-års jubilæumskamp.
Der bliver tomt på Sydsiden og kun halvt fyldt på lægterne, når Brøndby IF om få uger fejrer sit 60-års jubilæum.
Klubben er ramt af sanktioner i kølvandet på de skandaløse scener, der udspillede sig i forbindelse med oktobers københavnske derby.
Konkret betyder det, at der kun bliver 14.000 tilskuere til jubilæumskampen mod AaB den 29. november. Og det vækker ærgrelse hos Brøndbys cheftræner.
– Det er jo ærgerligt. Det er et udspring af nogle ærgerlige hændelser. Det er klart, at de voldsomheder, der var for en uge siden, dem må vi jo tage afstand fra, udtaler Jesper Sørensen til Campo og den fremmødte presse efter søndagens flotte sejr over FC Midtjylland.
Det gør ekstra ondt på Brøndby-cheftræneren, at det lige netop er jubilæumskampen, som bliver ramt af sanktionerne.
– Ja, selvfølgelig gør det da det. Brøndby er funderet på et fællesskab og et sammenhold og en begejstring over klubben og det fællesskab, man kan opleve ude på Brøndby Stadion.
De store følelser til Brøndby bliver forstærket, når der er jubilæum, mener cheftræneren, som kan se frem til et halvtomt Brøndby Stadion.
– Det er selvfølgelig smadderærgerligt, hvis alle de mennesker, der gerne vil være med til det, de ikke kan få lov at komme ind, lyder det fra Sørensen.
Brøndby vandt søndag aften 1-5 over FC Midtjylland.
Ekspert: Så mange millioner taber Brøndby på tilskuerstraf